Da vi havde sovet og spist, var vi klar til kampen mellem Riga Dinamo og gæsterne fra Spartak Moskva. Hallen blev hurtigt fyldt med mere end 9.200 råbende lettere, der levede op til rygtet som nogen af verdens bedste ishockeyfans. Nadia lærte hurtigt at råbe med på nogen af de lokale slagråb:
"Tikai Riga tikai Dinamo" (Kun Riga, kun Dinamo)
"Sarauj" (Svarende til at råbe "kom så", eller det engelske "let's go")
"Dinamo, Dinamo"
"Hey, hey, hey"
Hallen emmede af trommebanken, råb og i kampens afbrydelser festlig musik. Men end ikke Mike, der, som en øvet råber, råbte med det meste af tiden, kunne overgå en lettisk dreng på 12 år, som sad lige bad ved os og gav den fuld gas. Han formåede at råbe med næsten uafbrudt, selvom hans stemme knækkede over flere gange i 3. periode: "hey, hey, hæiji".
Kampen blev også overværget af en flok potentielt farlige russiske fans, som havde fået deres egen tribune bevogtet af 5 betjente. Herom udtalte Ieva, Mike's gudmor, som vi så kampen sammen med: "De har deres helt egen fest".
Efter en nervepirrende 3. periode, hvor russerne var tæt på at udligne, endte kampen med 3-2 i lettisk favør. Sejren fejrede Mike viftende med sit nyindkøbte Dinamo halstørklæde og Nadia med sit mini Dinamo flag - en festlig aften i Riga.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar