Bajkalsøen: et frossent paradis

Efter at have tilbragt 3 dage i tog, som var den længste stækning, vi skulle tilbagelægge med den transsibiriske jernbane uden ophold, ankom vi endelig til Irkutsk og solskin. Kun de virkelig uheldige ville ramme en overskyet dag her, da Østsibirien ifølge vores guide har 300 solskinsdage om året, et sted der ville kunne kurere selv den værste vinterdepression.

Vi boede på et Bed N’ Breakfast i en hyggelig sibirisk fiskerby, hvis træhuse lå helt ned til bredden af verdens dybeste sø, Bajkalsøen, 70 kilometer fra Irkutsk. Det første vi gjorde, da vi trådte ind på vores værelse, var at slå gardinerne til side, hvor vi blev mødt af en fantastisk udsigt til den isdækkede sø på den anden side af vejen. Dette syn vækkede vores barnlige sjæle til live, og få minutter efter gled vi rundt nede på isen overstadige og begejstrede. Legen på isen blev pludselig afbrudt ved, at en mindre personbil kom kørende tværs over søen. Det viste sig, at der ikke var tale om en enkelt galning, som var kommet på vildspor, idet bilen få minutter efter blev fulgt af en anden: Vi måtte erfare, at isen fungerede som en bro, der forbandt vores by med den nærmeste nabobred ca. 40 km derfra. På trods af, at isen var mere end 1,5 meter tyk og tilsyneladende stærk nok til at bære flere personbiler, kunne det alligevel ske, at den slog revner, når bilerne kørte over. Disse spredte sig over isen som væltende dominobrikker, der river den næste med sig i faldet, og udløste en knagende lyd under vores fødder. De første par gange, det skete, frygtede vi, at vi skulle ende op frosset inde i isen som egernet i Iceage. Men som vores guide sagde: ”when in Rome, do as the Romans”, og også vi endte med at køre på isen dog kun på en ATV.

I Sibirien red de indfødte traditionelt på rensdyr, men denne tradition er desværre ikke til salg for turister. I stedet kunne vi i bedste ekspedition nordpolen stil prøve kræfter med en hundeslæde. Nadia fik samtidig udfordret sin cynofobi, idet vi blev mødt af en flok farlige og frådende sibiriske slædehunde. Heldigvis blev disse styret med hård og professionel hånd af ejerne, og ikke et øjeblik fik de lov til at løbe frit. Men til Nadias overraskelse viste det sig at være sjovt, da hun (og også Mike) kom til at stå på hundeslædens styretøj.

I Sibirien er alt muligt! Man kan køre på verdens dybeste sø, køre med hundeslæde og endda også stå på ski! I Sibirien er der fest!