Moskva – mellem fortid og fremtid

Mandag eftermiddag landede vi i Moskva med en lidt underlig fornemmelse i maven. Det var trods alt ikke et hvilket som helst land, vi var kommet til men det berygtede og gådefulde Rusland. I lufthavnen blev vi til vores glæde mødt af en ældre mand fra vores rejseselskab, som viftede med et skilt, hvorpå vores navne stod. Han førte os ud til lufthavnens taxaholdeplads, hvor en mand, der følgende viste sig at være vores privatchauffør i Moskva, ventede os - en middelaldrene herre med fremskudt hage og overskæg, stereotypen på en skurk fra en Hollywood film. Alligevel viste han sig at være meget flink. På køreturen til vores hotel præsenterede han os for sine favorittracks fra en ”DJ Pi Pi”. Mellem de forskellige technoremix indviede han os på trods af sine manglende engelskkundskaber i navnene på de kunstnere, hvis sange ”DJ Pi Pi” havde remixet. ”Michael Jackson, Michael Jackson”, hvortil Mike pligtskyldigt svarede: ”Yes yes, Michael Jackson is very nice!”.

Da vi hjemmefra bookede vores hotel, lavede vi sjov med en YouTube video, som ejerne af hotellet havde lagt op, der viste ruten fra den nærliggende metrostation til hotellet. Men da vi nåede der hen, forstod vi, hvorfor en sådan video var berettiget. Det tog vores chauffør flere hovedryst, cigaretter og opkald at finde den skjulte indgang til hotellet, på trods af at han fandt den rigtige baggråd i første forsøg. Dette skyldes, at hotellet lå i en nedslidt lejelighedsopgang, og kun var skiltet med et almindeligt visitkort, som hang ved siden af døren ikke ud til gaden, så man kunne se det, men ud til trappeopgangen. Hotellet viste sig at være besværret værd, da det med sit orange trænede tapet var hyggeligt, og lå et stenkast fra den røde plads.

Næste dag tog vi på en 3 timer lang sightseeing med vores privatchauffør og en ældre moskovit, der var vores guide. Han fortalte ivrigt om metropolens historie, hvis indbyggertal i dag runder ca. 15 millioner. På den røde plads foran Lenin-Mausoleet  præsenterede han Lenin, som forkæmper for ligestilling mellem kønnene og skolegang for alle. Hvad han ikke nævnte var, at manden ligeledes lagde byggestenene til et kommunistisk diktatur, der kostede millioner af mennesker friheden og livet. Guiden tegnede videre på dette glansbillede af Rusland under hele turen.

Da vi besøgte det glamourøse indkøbscenter GUM en kapitalistisk højborg med luksuriøse butikker som Louis Vuitton, Hugo Boss mfl., der beliggende overfor Lenin ville få ham til at vende sig i gaven, undlod han den sovjetiske periode i sin beretning om centerets mere end 100 årige historie, indtil Mike spurgte til dette. Som svar herpå forklarede han, at der i denne periode havde fundet en Moskva-centrering sted, hvilket bevirkede at man i Moskva kunne få alting og derfor havde hylderne i GUM bugnet med varer. I modsætning til de bugnede hylder skriver vores rejsebog, at GUM havde været næsten varetomt, og at moskovitterne som indbyggerne i det øvrige sovjet havde kunne risikere at stå i kø i flere timer for at få de mest basale varer. Dette var realiteten i den planøkonomi, som vores guide omtalte, som en ”great developed socialist economy”.

Derudover var der ifølge ham ingen tvivl om, at Moskvas nye businessområde, Moscow City, der med sine moderne glastårne skiller sig ud fra det øvrige af Moskva, vil vedblive at være en økonomisk succes, hvor millioner af dollars fortsat vil rulle igennem. Da Mike med sin danske sarkasme slog tvivl om dette ved at tilføje et  ”hopefully”, blev bemærkningen kun besvaret med et falskt grin – at stille spørgsmål til Ruslands propagandamaskine, selv når denne kun udspilles af en guide, er stadig en by i Rusland!

På den røde plads besøgte vi bl.a. kommunisternes største ”helligdom”, Lenin-Mausoleet, der bag ved en bevogtet indhegning rejser sig som en pyramide i rødt og sort marmor. I denne ligger Lenin balsameret og foreviget ved hjælp af et videnskabeligt dr. Frankenstein laboratorium gemt under mausoleet. Laboratoriet har udviklet så stor ekspertise, at dette er blevet en eksportvare til andre lande, der har ønsket at forevige store ledere, Kina e.x. Før vi kunne træde ind i gravkammeret, skulle vi aflevere vores rygsæk til en dame, der ikke havde fået det rigtige ben ud af sengen, og igennem et sikkerhedstjek. Vi passerede gennem en jerndør ind til mausoleets mørke, hvor der herskede en tyngende stilhed. Her førte en trappe cirklende om mausoleets midte ned under jorden. I hvert hjørne stod en soldat med et tomt jernblik vagt, klar til at gribe ind ved den mindste misgerning begået af de besøgende - vi var trådt ind i en verden af mørke og tavshed som i et spøgelseshus. I dets midte lå han så, Lenin, som en voksdukke lyst op af projektørernes kunstige lys.

Besøget på Mausoleet var en bizar oplevelse. På en gang var det som at træde tilbage i tiden til en konge- eller helgen grav, men en konge eller helgen man ikke har lyst til at ære eller for den sags skyld mindes ved at stoppe op omkring graven. Samtidig var det som at træde frem i tiden til en science fiktion verden, hvor den døde ligger som i koma og kan vækkes med et tryk på en knap. Men Lenin Mausoleet er hverken en afsluttet fortid eller en ukendt science fiktion fremtid men en realitet i det 21. århundredes nutid.

At Rusland ikke har gjort op med sin kommunistiske fortid, satte et præg på vores besøg i Moskva. En guide der tegner et glansbillede af Sovjetunionen, Lenin liggende balsameret på den røde plads samt statuer og mosaikker af ham på metrostationerne. Derudover så vi flere bygningsværker, der stadig bærer hammer og segl-symbolet. På den røde plads overværede vi de sidste trækninger af en pro-russisk Krim demonstration, hvor flere af deltagerne havde medbragt det sovjetiske flag og militæruniformer. Sovjettiden og dens symboler synes således at blive dyrket som et minde om Rusland i sin magt og vælde. Dette ville kunne siges at svare til et Tyskland, der glorificerede sin nationalsocialistiske fortid, havde Hitler mumificeret og udstillet, udsmykkede Berlins U-Bahn med statuer og mosaikker af ham og lod offentlige bygninger dekorere med svastikaer - måske et Tyskland, der var gået sejrrigt ud af 2. Verdens krig, og derfor ikke af omverden var blevet tvunget til at se sine ugerninger i øjne? En provokerende sammenligning men en relevant diskussion.

For god ordens skyld skal det nævnes, at selvom dette blogindlæg hovedsageligt fokuserer på den historisk-politiske side af vores oplevelser i Moskva, var byen meget mere end det. På vores færden så vi et moderne Moskva med massere af gode spisesteder, museer og andre kulturelle foretagender – I Moskva er der fest!