Bajkalsøen: et frossent paradis

Efter at have tilbragt 3 dage i tog, som var den længste stækning, vi skulle tilbagelægge med den transsibiriske jernbane uden ophold, ankom vi endelig til Irkutsk og solskin. Kun de virkelig uheldige ville ramme en overskyet dag her, da Østsibirien ifølge vores guide har 300 solskinsdage om året, et sted der ville kunne kurere selv den værste vinterdepression.

Vi boede på et Bed N’ Breakfast i en hyggelig sibirisk fiskerby, hvis træhuse lå helt ned til bredden af verdens dybeste sø, Bajkalsøen, 70 kilometer fra Irkutsk. Det første vi gjorde, da vi trådte ind på vores værelse, var at slå gardinerne til side, hvor vi blev mødt af en fantastisk udsigt til den isdækkede sø på den anden side af vejen. Dette syn vækkede vores barnlige sjæle til live, og få minutter efter gled vi rundt nede på isen overstadige og begejstrede. Legen på isen blev pludselig afbrudt ved, at en mindre personbil kom kørende tværs over søen. Det viste sig, at der ikke var tale om en enkelt galning, som var kommet på vildspor, idet bilen få minutter efter blev fulgt af en anden: Vi måtte erfare, at isen fungerede som en bro, der forbandt vores by med den nærmeste nabobred ca. 40 km derfra. På trods af, at isen var mere end 1,5 meter tyk og tilsyneladende stærk nok til at bære flere personbiler, kunne det alligevel ske, at den slog revner, når bilerne kørte over. Disse spredte sig over isen som væltende dominobrikker, der river den næste med sig i faldet, og udløste en knagende lyd under vores fødder. De første par gange, det skete, frygtede vi, at vi skulle ende op frosset inde i isen som egernet i Iceage. Men som vores guide sagde: ”when in Rome, do as the Romans”, og også vi endte med at køre på isen dog kun på en ATV.

I Sibirien red de indfødte traditionelt på rensdyr, men denne tradition er desværre ikke til salg for turister. I stedet kunne vi i bedste ekspedition nordpolen stil prøve kræfter med en hundeslæde. Nadia fik samtidig udfordret sin cynofobi, idet vi blev mødt af en flok farlige og frådende sibiriske slædehunde. Heldigvis blev disse styret med hård og professionel hånd af ejerne, og ikke et øjeblik fik de lov til at løbe frit. Men til Nadias overraskelse viste det sig at være sjovt, da hun (og også Mike) kom til at stå på hundeslædens styretøj.

I Sibirien er alt muligt! Man kan køre på verdens dybeste sø, køre med hundeslæde og endda også stå på ski! I Sibirien er der fest!

Livet på skinnerne - nudler og trainlag

Lørdag d. 8 marts var den store dag, hvor vi skulle påbegynde vores tur med den transsibiriske jernbane. Om morgen, 3 timer inden toget afgik, blev vi hentet af vores privatchauffør. Det var i meget god tid tænkte vi, da banegården kun lå 10-15 kilometer fra vores hotel. Men vi havde ikke kørt længe, før vi stødte på en af Moskvas mange og berygtede trafikpropper. Efter at have holdt næsten stille i mere end en halv time, begyndte vi at forstå hvorfor, det var nødvendigt at køre i så god tid. Heldigvis var vores chauffør øvet i at omgå Moskvas trafikale knudepunkter, og han tog en dristig beslutning om at lave en trepunktsvending i den modsatte vejbane for at forsøge sig med en anden vej. Dette lykkes og, da vi nåede frem til banegården, var der stadig et par timer at slå ihjel inden afgang.

Efter at have fundet frem til det rigtige spor, hvilket ikke er en let opgave, når alt er skrevet på russisk, og tegnesprog er den eneste internationale kommunikationsform, stod vi klar parat og spændte, da toget omsider rullede ind på perronen.  Vores første to bofæller i den firesengede kabine viste sig at være en russisk dame og en soldat. Vi frygtede, at soldaten sammen med sine soldatervenner i nabokabinerne ville drikke vodka og larme hele natten. Men det viste sig, at det mest vodkadrikkende folkefærd, vi skulle møde på vores togtur, var en flok ældre tyske turister. De russiske soldater sang Kalinka i kor, men deres manglende vodkaindtag levede ikke op til vores fordomme om den stereotype russer.

Vi besøgte togets restaurant med en forhåbning om spiseligt mad til rimelige priser. Da vi så menukortets mange muligheder, steg denne forventning, men det viste sig, at de umiddelbart kun var i stand til at kokkerer 2 af retterne, ingen af dem uden kød. Alligevel fik Nadia lokket dem til at forberede en ret med ”no meat”.  Denne udsøgte vegetariske delikatesse viste sig at bestå af en lille portion brasede kartofler og løgringe til 45kr. Efter den oplevelse blev vi enige om, at hjemmelavet mad altid er bedst, men, da toget er sparsomt på køkkeninventar, bestod vores madplan kun af diverse retter, der kan tilberedes ved hjælp af kogende vand: nudler, kartoffelmos og te i forskelle varianter. Særlig anbefalelsesværdig er nudler i tomatsuppe.

Toget kører igennem fem tidszoner, og for at undgå misforståelser i forbindelse med togets køreplan har man valgt, at denne følger Moskva tid. Så længe vi var i toget var dette nemt og overskueligt, men, da vi stod af ved vores første stop i Jekatinburg, opstod forvirringen, da tiden pludselig skulle stilles to timer frem. Samme forvirring opstod, da vi skulle med toget igen, da uret modsat skulle stilles tilbage til Moskvatid for at følge med køreplanen, men herudover fulgte togets dagligdagsrutiner en tid, der svarede mere eller mindre til den lokale tid. Dette blev kun værre jo længere ind i Rusland, toget bevægede sig, og til sidst måtte vi opgive og leve ved siden af tiden. I Sibirien er tidforskellen 5 timer, så når det blev mørkt, og vi gik i seng på toget, var klokken ikke mere end sen eftermiddag Moskva tid, og når vi stod op, ville det stadig have været midt om natten i Moskva. Vi blev derfor enige om, at man ved at køre i tog får en mild udgave af jetlag, som vi har valgt at kalde trainlag.

Da vi ankom til den Russisk-Mongolske grænse, føltes det næsten som om, at tiden helt ophørte. I 7 timer holdt vi mere eller mindre stille; først kom en russisk grænsekontrollør og tjekkede pas og forlod toget igen, herefter kom en anden kontrollør for at tjekke pas endnu en gang. Efter at have ventet i nogle timer kom der så en ny betjent denne gang med en lille krøllehund, der skulle snuse rundt i vores kabine efter narkotika. Til sidst dukkede endnu en grænsekontrollør op, som rodede lidt i vores baggage, kontrollerede vores pas igen og gav os et stempel i dem, der bekræftede, at vi nu havde forladt Rusland. I Mongoliet blev vi budt velkommen af en ny kontrollør, som tjekkede vores pas igen igen og gav os et stempel i vores Mongolske visum samt uddelte nogle papirer, som skulle udfyldes. Afslutningsvist blev disse indsamlet, og både vi og vores baggage var fri til at forsætte rejsen ind i Mongoliet.  

Denne procedure må være medvirkende til at holde arbejdsløsheden nede på begge siden af grænsen, men det kunne uden tvivl gøres meget mere effektivt.

Ved den Mongolsk-Kinesiske grænse skulle alle togets undervogne skiftes, da togsporende i de to lande har forskellig bredde. Det vil sige, at alle vogne blev løftet af et hejseværk over på en anden undervogn. Det kunne syntes lettere bare at skifte tog. Alligevel krydsede vi ved hjælp af den moderne Kinas kendetegnede effektivitet og arbejdsomhed grænsen som med et snuptag på ca. 5 timer.  

I alt brugte vi 12 timer på at krydse de to grænser, men med blik på den samlede togtur på mere end 5 dage svinder 12 timer ind til et kort øjeblik. At køre så længe i tog har sin egen charme, man sættes uden for resten af verden og indsuges i togets univers med læsning, yatzyspil, småsnak med de andre medrejsende, middagslur og kiggen ud på det omskiftelige landskab på den anden side af vinduesglasset. At køre i tog er en fest!

Moskva – mellem fortid og fremtid

Mandag eftermiddag landede vi i Moskva med en lidt underlig fornemmelse i maven. Det var trods alt ikke et hvilket som helst land, vi var kommet til men det berygtede og gådefulde Rusland. I lufthavnen blev vi til vores glæde mødt af en ældre mand fra vores rejseselskab, som viftede med et skilt, hvorpå vores navne stod. Han førte os ud til lufthavnens taxaholdeplads, hvor en mand, der følgende viste sig at være vores privatchauffør i Moskva, ventede os - en middelaldrene herre med fremskudt hage og overskæg, stereotypen på en skurk fra en Hollywood film. Alligevel viste han sig at være meget flink. På køreturen til vores hotel præsenterede han os for sine favorittracks fra en ”DJ Pi Pi”. Mellem de forskellige technoremix indviede han os på trods af sine manglende engelskkundskaber i navnene på de kunstnere, hvis sange ”DJ Pi Pi” havde remixet. ”Michael Jackson, Michael Jackson”, hvortil Mike pligtskyldigt svarede: ”Yes yes, Michael Jackson is very nice!”.

Da vi hjemmefra bookede vores hotel, lavede vi sjov med en YouTube video, som ejerne af hotellet havde lagt op, der viste ruten fra den nærliggende metrostation til hotellet. Men da vi nåede der hen, forstod vi, hvorfor en sådan video var berettiget. Det tog vores chauffør flere hovedryst, cigaretter og opkald at finde den skjulte indgang til hotellet, på trods af at han fandt den rigtige baggråd i første forsøg. Dette skyldes, at hotellet lå i en nedslidt lejelighedsopgang, og kun var skiltet med et almindeligt visitkort, som hang ved siden af døren ikke ud til gaden, så man kunne se det, men ud til trappeopgangen. Hotellet viste sig at være besværret værd, da det med sit orange trænede tapet var hyggeligt, og lå et stenkast fra den røde plads.

Næste dag tog vi på en 3 timer lang sightseeing med vores privatchauffør og en ældre moskovit, der var vores guide. Han fortalte ivrigt om metropolens historie, hvis indbyggertal i dag runder ca. 15 millioner. På den røde plads foran Lenin-Mausoleet  præsenterede han Lenin, som forkæmper for ligestilling mellem kønnene og skolegang for alle. Hvad han ikke nævnte var, at manden ligeledes lagde byggestenene til et kommunistisk diktatur, der kostede millioner af mennesker friheden og livet. Guiden tegnede videre på dette glansbillede af Rusland under hele turen.

Da vi besøgte det glamourøse indkøbscenter GUM en kapitalistisk højborg med luksuriøse butikker som Louis Vuitton, Hugo Boss mfl., der beliggende overfor Lenin ville få ham til at vende sig i gaven, undlod han den sovjetiske periode i sin beretning om centerets mere end 100 årige historie, indtil Mike spurgte til dette. Som svar herpå forklarede han, at der i denne periode havde fundet en Moskva-centrering sted, hvilket bevirkede at man i Moskva kunne få alting og derfor havde hylderne i GUM bugnet med varer. I modsætning til de bugnede hylder skriver vores rejsebog, at GUM havde været næsten varetomt, og at moskovitterne som indbyggerne i det øvrige sovjet havde kunne risikere at stå i kø i flere timer for at få de mest basale varer. Dette var realiteten i den planøkonomi, som vores guide omtalte, som en ”great developed socialist economy”.

Derudover var der ifølge ham ingen tvivl om, at Moskvas nye businessområde, Moscow City, der med sine moderne glastårne skiller sig ud fra det øvrige af Moskva, vil vedblive at være en økonomisk succes, hvor millioner af dollars fortsat vil rulle igennem. Da Mike med sin danske sarkasme slog tvivl om dette ved at tilføje et  ”hopefully”, blev bemærkningen kun besvaret med et falskt grin – at stille spørgsmål til Ruslands propagandamaskine, selv når denne kun udspilles af en guide, er stadig en by i Rusland!

På den røde plads besøgte vi bl.a. kommunisternes største ”helligdom”, Lenin-Mausoleet, der bag ved en bevogtet indhegning rejser sig som en pyramide i rødt og sort marmor. I denne ligger Lenin balsameret og foreviget ved hjælp af et videnskabeligt dr. Frankenstein laboratorium gemt under mausoleet. Laboratoriet har udviklet så stor ekspertise, at dette er blevet en eksportvare til andre lande, der har ønsket at forevige store ledere, Kina e.x. Før vi kunne træde ind i gravkammeret, skulle vi aflevere vores rygsæk til en dame, der ikke havde fået det rigtige ben ud af sengen, og igennem et sikkerhedstjek. Vi passerede gennem en jerndør ind til mausoleets mørke, hvor der herskede en tyngende stilhed. Her førte en trappe cirklende om mausoleets midte ned under jorden. I hvert hjørne stod en soldat med et tomt jernblik vagt, klar til at gribe ind ved den mindste misgerning begået af de besøgende - vi var trådt ind i en verden af mørke og tavshed som i et spøgelseshus. I dets midte lå han så, Lenin, som en voksdukke lyst op af projektørernes kunstige lys.

Besøget på Mausoleet var en bizar oplevelse. På en gang var det som at træde tilbage i tiden til en konge- eller helgen grav, men en konge eller helgen man ikke har lyst til at ære eller for den sags skyld mindes ved at stoppe op omkring graven. Samtidig var det som at træde frem i tiden til en science fiktion verden, hvor den døde ligger som i koma og kan vækkes med et tryk på en knap. Men Lenin Mausoleet er hverken en afsluttet fortid eller en ukendt science fiktion fremtid men en realitet i det 21. århundredes nutid.

At Rusland ikke har gjort op med sin kommunistiske fortid, satte et præg på vores besøg i Moskva. En guide der tegner et glansbillede af Sovjetunionen, Lenin liggende balsameret på den røde plads samt statuer og mosaikker af ham på metrostationerne. Derudover så vi flere bygningsværker, der stadig bærer hammer og segl-symbolet. På den røde plads overværede vi de sidste trækninger af en pro-russisk Krim demonstration, hvor flere af deltagerne havde medbragt det sovjetiske flag og militæruniformer. Sovjettiden og dens symboler synes således at blive dyrket som et minde om Rusland i sin magt og vælde. Dette ville kunne siges at svare til et Tyskland, der glorificerede sin nationalsocialistiske fortid, havde Hitler mumificeret og udstillet, udsmykkede Berlins U-Bahn med statuer og mosaikker af ham og lod offentlige bygninger dekorere med svastikaer - måske et Tyskland, der var gået sejrrigt ud af 2. Verdens krig, og derfor ikke af omverden var blevet tvunget til at se sine ugerninger i øjne? En provokerende sammenligning men en relevant diskussion.

For god ordens skyld skal det nævnes, at selvom dette blogindlæg hovedsageligt fokuserer på den historisk-politiske side af vores oplevelser i Moskva, var byen meget mere end det. På vores færden så vi et moderne Moskva med massere af gode spisesteder, museer og andre kulturelle foretagender – I Moskva er der fest!

         

"Her var demokrati, ingen tortur" - Besøg på Karosta fængslet.

Lørdagen morgen sad vi blandt et tørrestativ og andre pakkenelliker i en tæt besat minibus på vej til Liepaja, Letlands tredje største by, hvor Mike tog sine første barneskridt.

I Liepaja blev vi vist rundt af vores private guide, Mikes bror, Girts. En af de attraktioner, vi besøgte, var Karosta, en forhenværende russisk flådebase opført af tsar Alexander III i 1890-1906. Denne blev benyttet som militærbase under den sovjetiske besættelse og helt frem til 1994, hvor den russiske hær forlod Letland. Da hæren forlod området hærgede den basen, som enhver anden hær på en romersk film hærger de byer, den støder på. Dette resulterede i, at området lignede en spøgelsesby med tomme og smadrede bygninger.

I dag er de sovjetiske betonblokke atter beboet, men de rejser sig som faldefærdige skygger fra en uhyggelig fortid og giver området et trøstesløst præg. I kontrast hertil står en flot russisk-ortodoks katedral, hvis guldtag stråler mod himlen. Herudover har området en beliggenhed med både strand og skov, som ville score topkarakter i ethvert boligprogram, hvilken gør kontrasten endnu stærkere.

I Karosta besøgte vi også et gammelt militærfængsel, der var aktivt helt frem til 1997. Her blev vi mødt af en ældre mand med velplejet moustache iført officeruniform, som skulle være vores fangevogter under rundvisningen. For at instituere den militære ånd fik vi en række kontante spørgsmål, der udstillede vores knappe paratviden både om Danmarks forhold til Karosta (grundlæggeren af dette var gift med den danske prinsesse Dagmar) og om livet i fængslet. I spørgsmålenes tomrum stod med store bogstaver: Kend din plads, soldat! Med et let ironisk glimt i øjet præsenterede han stedet som en opdragelsesanstalt, ikke et fængsel. Denne byggede på demokratiske principper: Den indsatte skulle arbejde i 17 timer, i 2 timer trænede han i at løbe med gasmaske på, i 4 timer i at gå strækmatch, i 3 timer skovlede han lort m.m. - her var demokrati, ingen totur! Den gennemsnitlige genopdragelsestid var 5 dage - en effektivitet den moderne pædagogik kunne lære noget af. Very nice right? som hans tilbagevende kommentar lød.

Vores straf begrænsede sig heldigvis til en enkelt time.