Beijing på godt og ondt

Ved ankomsten til Beijing var vores lange rejse med den transsibiriske jernbane omme. Det var næsten ikke til at tro, at vi havde tilbagelagt omtrent 9.000 kilometer i tog fra Ruslands snedækkede skove over bjerge og gennem steppe og ørken til rismarker og kinesiske landsbyer, der løb sammen til millionbyer.

Netop på perronen til en sådan stod vi nu og ventede, tilsyneladende forgæves, på en guide med vores navneskilte, en luksus som vi havde vænnet os til på turens andre stop. Det viste sig efter adskillige telefonopkald, at vores guide trods alt ikke havde glemt os men ventede uden for banegården. En frisk, om end lidt flagrende kinesisk kvinde, der præsenterede sig med sit engelske navn, Pipi. Misforståelsen ved ankomsten havde skruet op for en varm velkomst indeholdende en ordentlig knuser til Nadia, og ros af Mikes kinesiske sprogkundskaber, da Pipi, efter hans udtale af ”Beijing”, imponeret spurgte, om han kunne tale kinesisk.   

Da vi var kommet på plads på hotellet, besluttede vi os for at tage en eftermiddagstur til det, der på kortet lignede en nærliggende park. Men efter en gåtur på en times tid måtte vi erfare, at hvad, der ser ud til at ligge lige rundt om hjørnet, kan være en halvdagsudflugt i Beijing. Ud over de lange afstande var byen indrettet som en stort labyrint bestående af indhegnede fortove og  seværdigheder omklamret af tykke mure – en udvidelse af den store mur.

For at undgå denne forhindringsbane var det en bekvem løsning at bruge byens omfattende metrosystem. Men selv når vi fandt den station, der på kortet lå ved siden af den seværdighed eller det søområde, som vi eftersøgte, kunne det tage umådelig lang tid at finde et hul i muren, der tillod os at entrere området. Oftest måtte vi kaste håndklædet i ringen og tage en taxa. Men når det lykkedes at finde porten ind til paradiset var der fest og glade dage. Midt i byens hektiske liv havde Beijing utallige søområder med hyggelige caféer, små både, kulørte lamper og tivolistemning.

Nogen af parkerne blev også brugt til dans og musik. Midt på dagen, uden nogen speciel anledning, bare for at nyde livet, optrådte både unge og gamle kinesere med alverdens forskellige danse - en verden til forskel fra den danske brug af parker, der oftest udmønter sig i tæppesidning og øldrikning.

     

Vi var så heldige at se Beijings top-seværdigheder, den himmelske fredsplads og den forbudte by, med en blå himmel i baggrunden. Noget som ifølge Pipi var et sjældent syn i den kinesiske hovedstad grundet en abnorm luftforurening. På  almindelige dage forsvandt højhusenes tage i en tåge af drivhusgasser, hvilket vi senere erfarede, var tilfældet i storset alle de kinesiske byer, vi besøgte.

            Desværre var vi ikke alene om at have fornøjelsen af at nyde kejserens og kommunismens Beijing i solskin. Hele området var fyldt med kinesiske turister, der flokkedes omkring de gode fotospots. Særlig interesse havde dørene, hvor det var muligt at kigge ind i kejserens gemakker. Her oplevede vi for første gange kinesisk køkultur eller mangel på samme. De tre gyldne regler for en sådan må være: 1) Der er altid plads til en kineser til. 2) Skub eller bliv mast. 3) Giv aldrig op, men skub lidt mere. På trods af menneskemylderet informerede Pipi os om, at der var få turister sammenlignet med August, hvor de fleste kinesere har ferie. På baggrund af denne oplevelse frarådes det herfra at tage til Beijing i August!

Selvom Kina officielt har et kommunistisk styre, erfarede vi, at kapitalismen og dens forbrugerfest i høj grad har gjort sit indhug i turistbranchen. På vores guidede tur i Beijing besøgte vi en ”silkefabrik”. Her blev vi mødt af en guide der i løbet af  10 minutter demonstrerede processen for silkens udvidelse, fra larve til dyne. Til vores skuffelse viste det sig, at der ikke var tale om en rigtigt frabrik men en opstillet kullise, der dækkede over et kæmpe shopping område for silkeprodukter. Idet vi trådte bag kulissen og ind i shopping området, blev vores engagerede guide med ét transformeret til en aggressiv sælger, der kunne de danske dynemål på fingrene.  

            Det krævede en del øvelse at opbygge et værn mod disse turistfælder. Men, da vi nåede fra silkefabrikken over tehuse til keramikfremstilling, havde vi efterhånden konstrueret Den Kinesiske Mur af ”det har jeg ikke brug for” og ”pænt nej tak”.

Netop på Den Kinesiske Mur blev vores guidede tur med Pipi afsluttet. Denne snor sig som en slange op ad Beijings nærliggende bjerge og videre i det uendelige, for til stadighed at holde mongolerne og Kiblai Khan fra at indtage Kina. Som Pipi meget objektivt udtalte: ”It’s because they are very evil”.

REKLAME: CocktailVision.dk - Billigt cocktailudstyr i god kvalitet

Mongoliet med oprejst pande!

Ved første øjekast skilte Mongoliets hovedstad Ulan Bator sig ikke særligt ud fra de russiske byer, som vi havde besøgt på den transsibiriske jernbane. Sovjettidens grå betonbyggerier og offentlige palæer præger også denne by. Men, da vi kom ind på livet af byen, blev det tydeligt, at den udover arven fra Sovjetunionen har sin egen kulturelle identitet. Side om side med de sovjetiske bygningsværker står buddhistiske templer, de traditionelle mongolske ger-telte, og mindet om Kiblai Khan og den gyldne horde, der erobrede det meste af Asien og Mellemøsten, lever i den mongolske folkesjæl.

Vores guide, en meget snaksalig og udadvendt mongol, fremviste med stor stolthed nogen af Mongoliets kendetegn. En af hovedattraktionerne var landets største buddhistiske tempel, Gandan. Her står den største guldbelagte Buddha uden for Kina. Denne blev genopbygget efter Mongoliets løsrivelse fra Sovjetunionen med donationer fra lokalbefolkningen heriblandt vores guides familie. Han fortalte også, at hans familie ligesom mange andre troende i Mongoliet havde skjult hellige genstande fra de buddhistiske templer for at redde dem fra sovjets restriktive religionspolitik. Som i alle andre sovjetrepublikker var udøvelsen af religion stærkt begrænset, og, hvis en person blev opdaget i at være religiøst tilknyttet, kunne det få store konsekvenser for dennes sociale liv.

I dag forholder det sig anderledes. Allerede på pladsen foran Gandan emmede det af liv. Orangeklædte munke i skole alderen krydsede frem og tilbage, besøgende i alle aldre gik ind og ud af templet, imens andre drejede hjulet på de store bedemøller, som med ét 10-dobler ens bønner. Nogen fodrede de tusindvis af duer, der dækkede pladsen som et bølgende hav, der kom i oprør hver gang nogen løb igennem det. Inde i templet sad unge munke og messede de hellige tekster kun afbrudt af et klap eller to i ny og næ for at skræmme de onde ånder væk. En tempel-leder tronede på sidelinjen og holdt øje, klar til at gribe ind, hvis munkene skulle finde på at fjerne opmærksomheden fra teksterne for i stedet at vende den mod deres mobiltelefoner.

Selvom vi sidenhen på vores rejse har set flottere templer, havde Gandan-templet sin egen charme. I modsætning til mange andre templer i Asien er det ikke blot en turistattraktion men et tempel, hvor Buddhismen lever i bedste velgående. 

På en tur ud til et naturreservat uden for Ulan Bator så vi, at buddhismen også var oplivet her. På en vindblæst bakketop stod der en stor stendynge med en pind i midten, hvorfra nylon stimler i alle regnbuens farver vejede i vinden. Dette mystiske stenobjekt havde til formål at huse bjergets ånd, når denne lystede at komme forbi.

En anden anderledes oplevelse fik vi i  meditationstemplet Aryabal, som var det første mål for vores udflugt. Her kunne den besøgende søge vejledning til det rette liv med en buddhistisk udgave af lykkehjulet. Stien på vej op til templet var behængt med nummererede vise citater, og i en pavillon halvejs oppe stod et roterende hjul, den besøgende kunne spinde. Det tal hjulet stoppede på henviste til et råd rettet personligt til den, der drejede det. Desværre forekom de gode råd os snarere som gåder, og vi er derfor nok ikke kommet tættere på at opnå Nirvana.

I naturreservatet fik vi mulighed for at stifte bekendtskab med den ægtet mongolske levevis blandt andet på et besøg hos en familie, der boede i området. Her viste en del af den planlagte udflugt sig at være en ridetur på små mongolske heste over smeltevands bække rundt i den barske natur. Udover denne bød familien os på en traditionel frokost. Frokosten indholdet en af de mere særegne kulinariske oplevelser, vi er blevet udsat for på vores rejse. Mongoler er tilsyneladende glade for at blande mælk fra stort set alle de dyr, de kan malke, køer, geder, heste og kameler, tørre det, og spise det som små snacks, der mest af alt ligner tørret koral formet som orme. Selvom vi normalvis ikke er skræmte af nye smagsoplevelser, var denne for speciel for vores vestlige ganer. Efter at have puttet snacken i munden, greb vi begge hurtigt ud efter vores glas, for at skylle den ned i et forsøg på at forkorte eksplosionen af sure-tær-smagen i vores mund. Alligevel var det svært at holde facaden, og de mongolske værter brød ud i grin.

Traditionel bor mongolerne i ger-telte, og også vores guide var vokset op i et sådan. Han fortalte at, det i hans barndom var normalt at leve en light udgave af et nomade liv, hvor man flyttede, så man boede et sted om sommeren og et andet om vinteren. Men sådan bor mongolerne ikke længere, og i dag bruges ger-teltene kun som små sommerhuse til udflugter, på hvilke de gerne vil udleve den oprindelige mongolske levevis. Alligevel så vi store samlinger af ger-teltene på vej ud af Ulan Bator. Disse lignede hyggelige forstæder, men skinnet bedrager - der er tale om slumkvarterer med store sociale udfordringer. Teltene er derfor både et symbol på det ægte Mongoliet, som bliver flittigt benyttet i turistøjemed, men samtidig også et symbol på, de udfordringer landet har med et stort skel mellem rig og fattig.

Vores udflugt til naturreservatet blev afsluttet med en overnatning i et sådan telt. Da vi trådte ind i teltet, var der fyret godt op for kakkelovnen, som var placeret i dets midte. Dette gjorde, at der på trods af kulden udenfor var en gevaldig varme inden for, hvilket fik teltet til at minde om en finsk-sauna. Specielt Nadia satte stor pris på dette, men da de sidste gnister gik ud, forsvandt varmen med dem. Inden vi gik til ro, havde vi fyldt den lille kakkelovn med brænde, men på trods af dette måtte Mike op et par gange i løbet af natten for at tænde op igen, fordi vores mongolske-sauna var blevet til en mongolsk fryser. Tilsyneladende er rockwool-isolering ikke en del af det traditionelle ger-teltes konstruktion. Så selvom teltet havde en hyggelig stemning, er vi meget glade for ikke at skulle bo i et sådan året rundt.

Sikkert er det, at det Mongoliet, vi mødte, er et land, der med oprejst pande stolt står værn om sin kulturelle identitet. En identitet der er formet i mødet mellem østen og Fjernøsten, en hybrid af tørret mælk, hyggelige ger-telte og en stor tro på både Buddha og Kiblai Khan.

I Mongoliet holder mongolerne fest!

 

Bajkalsøen: et frossent paradis

Efter at have tilbragt 3 dage i tog, som var den længste stækning, vi skulle tilbagelægge med den transsibiriske jernbane uden ophold, ankom vi endelig til Irkutsk og solskin. Kun de virkelig uheldige ville ramme en overskyet dag her, da Østsibirien ifølge vores guide har 300 solskinsdage om året, et sted der ville kunne kurere selv den værste vinterdepression.

Vi boede på et Bed N’ Breakfast i en hyggelig sibirisk fiskerby, hvis træhuse lå helt ned til bredden af verdens dybeste sø, Bajkalsøen, 70 kilometer fra Irkutsk. Det første vi gjorde, da vi trådte ind på vores værelse, var at slå gardinerne til side, hvor vi blev mødt af en fantastisk udsigt til den isdækkede sø på den anden side af vejen. Dette syn vækkede vores barnlige sjæle til live, og få minutter efter gled vi rundt nede på isen overstadige og begejstrede. Legen på isen blev pludselig afbrudt ved, at en mindre personbil kom kørende tværs over søen. Det viste sig, at der ikke var tale om en enkelt galning, som var kommet på vildspor, idet bilen få minutter efter blev fulgt af en anden: Vi måtte erfare, at isen fungerede som en bro, der forbandt vores by med den nærmeste nabobred ca. 40 km derfra. På trods af, at isen var mere end 1,5 meter tyk og tilsyneladende stærk nok til at bære flere personbiler, kunne det alligevel ske, at den slog revner, når bilerne kørte over. Disse spredte sig over isen som væltende dominobrikker, der river den næste med sig i faldet, og udløste en knagende lyd under vores fødder. De første par gange, det skete, frygtede vi, at vi skulle ende op frosset inde i isen som egernet i Iceage. Men som vores guide sagde: ”when in Rome, do as the Romans”, og også vi endte med at køre på isen dog kun på en ATV.

I Sibirien red de indfødte traditionelt på rensdyr, men denne tradition er desværre ikke til salg for turister. I stedet kunne vi i bedste ekspedition nordpolen stil prøve kræfter med en hundeslæde. Nadia fik samtidig udfordret sin cynofobi, idet vi blev mødt af en flok farlige og frådende sibiriske slædehunde. Heldigvis blev disse styret med hård og professionel hånd af ejerne, og ikke et øjeblik fik de lov til at løbe frit. Men til Nadias overraskelse viste det sig at være sjovt, da hun (og også Mike) kom til at stå på hundeslædens styretøj.

I Sibirien er alt muligt! Man kan køre på verdens dybeste sø, køre med hundeslæde og endda også stå på ski! I Sibirien er der fest!

Livet på skinnerne - nudler og trainlag

Lørdag d. 8 marts var den store dag, hvor vi skulle påbegynde vores tur med den transsibiriske jernbane. Om morgen, 3 timer inden toget afgik, blev vi hentet af vores privatchauffør. Det var i meget god tid tænkte vi, da banegården kun lå 10-15 kilometer fra vores hotel. Men vi havde ikke kørt længe, før vi stødte på en af Moskvas mange og berygtede trafikpropper. Efter at have holdt næsten stille i mere end en halv time, begyndte vi at forstå hvorfor, det var nødvendigt at køre i så god tid. Heldigvis var vores chauffør øvet i at omgå Moskvas trafikale knudepunkter, og han tog en dristig beslutning om at lave en trepunktsvending i den modsatte vejbane for at forsøge sig med en anden vej. Dette lykkes og, da vi nåede frem til banegården, var der stadig et par timer at slå ihjel inden afgang.

Efter at have fundet frem til det rigtige spor, hvilket ikke er en let opgave, når alt er skrevet på russisk, og tegnesprog er den eneste internationale kommunikationsform, stod vi klar parat og spændte, da toget omsider rullede ind på perronen.  Vores første to bofæller i den firesengede kabine viste sig at være en russisk dame og en soldat. Vi frygtede, at soldaten sammen med sine soldatervenner i nabokabinerne ville drikke vodka og larme hele natten. Men det viste sig, at det mest vodkadrikkende folkefærd, vi skulle møde på vores togtur, var en flok ældre tyske turister. De russiske soldater sang Kalinka i kor, men deres manglende vodkaindtag levede ikke op til vores fordomme om den stereotype russer.

Vi besøgte togets restaurant med en forhåbning om spiseligt mad til rimelige priser. Da vi så menukortets mange muligheder, steg denne forventning, men det viste sig, at de umiddelbart kun var i stand til at kokkerer 2 af retterne, ingen af dem uden kød. Alligevel fik Nadia lokket dem til at forberede en ret med ”no meat”.  Denne udsøgte vegetariske delikatesse viste sig at bestå af en lille portion brasede kartofler og løgringe til 45kr. Efter den oplevelse blev vi enige om, at hjemmelavet mad altid er bedst, men, da toget er sparsomt på køkkeninventar, bestod vores madplan kun af diverse retter, der kan tilberedes ved hjælp af kogende vand: nudler, kartoffelmos og te i forskelle varianter. Særlig anbefalelsesværdig er nudler i tomatsuppe.

Toget kører igennem fem tidszoner, og for at undgå misforståelser i forbindelse med togets køreplan har man valgt, at denne følger Moskva tid. Så længe vi var i toget var dette nemt og overskueligt, men, da vi stod af ved vores første stop i Jekatinburg, opstod forvirringen, da tiden pludselig skulle stilles to timer frem. Samme forvirring opstod, da vi skulle med toget igen, da uret modsat skulle stilles tilbage til Moskvatid for at følge med køreplanen, men herudover fulgte togets dagligdagsrutiner en tid, der svarede mere eller mindre til den lokale tid. Dette blev kun værre jo længere ind i Rusland, toget bevægede sig, og til sidst måtte vi opgive og leve ved siden af tiden. I Sibirien er tidforskellen 5 timer, så når det blev mørkt, og vi gik i seng på toget, var klokken ikke mere end sen eftermiddag Moskva tid, og når vi stod op, ville det stadig have været midt om natten i Moskva. Vi blev derfor enige om, at man ved at køre i tog får en mild udgave af jetlag, som vi har valgt at kalde trainlag.

Da vi ankom til den Russisk-Mongolske grænse, føltes det næsten som om, at tiden helt ophørte. I 7 timer holdt vi mere eller mindre stille; først kom en russisk grænsekontrollør og tjekkede pas og forlod toget igen, herefter kom en anden kontrollør for at tjekke pas endnu en gang. Efter at have ventet i nogle timer kom der så en ny betjent denne gang med en lille krøllehund, der skulle snuse rundt i vores kabine efter narkotika. Til sidst dukkede endnu en grænsekontrollør op, som rodede lidt i vores baggage, kontrollerede vores pas igen og gav os et stempel i dem, der bekræftede, at vi nu havde forladt Rusland. I Mongoliet blev vi budt velkommen af en ny kontrollør, som tjekkede vores pas igen igen og gav os et stempel i vores Mongolske visum samt uddelte nogle papirer, som skulle udfyldes. Afslutningsvist blev disse indsamlet, og både vi og vores baggage var fri til at forsætte rejsen ind i Mongoliet.  

Denne procedure må være medvirkende til at holde arbejdsløsheden nede på begge siden af grænsen, men det kunne uden tvivl gøres meget mere effektivt.

Ved den Mongolsk-Kinesiske grænse skulle alle togets undervogne skiftes, da togsporende i de to lande har forskellig bredde. Det vil sige, at alle vogne blev løftet af et hejseværk over på en anden undervogn. Det kunne syntes lettere bare at skifte tog. Alligevel krydsede vi ved hjælp af den moderne Kinas kendetegnede effektivitet og arbejdsomhed grænsen som med et snuptag på ca. 5 timer.  

I alt brugte vi 12 timer på at krydse de to grænser, men med blik på den samlede togtur på mere end 5 dage svinder 12 timer ind til et kort øjeblik. At køre så længe i tog har sin egen charme, man sættes uden for resten af verden og indsuges i togets univers med læsning, yatzyspil, småsnak med de andre medrejsende, middagslur og kiggen ud på det omskiftelige landskab på den anden side af vinduesglasset. At køre i tog er en fest!

Moskva – mellem fortid og fremtid

Mandag eftermiddag landede vi i Moskva med en lidt underlig fornemmelse i maven. Det var trods alt ikke et hvilket som helst land, vi var kommet til men det berygtede og gådefulde Rusland. I lufthavnen blev vi til vores glæde mødt af en ældre mand fra vores rejseselskab, som viftede med et skilt, hvorpå vores navne stod. Han førte os ud til lufthavnens taxaholdeplads, hvor en mand, der følgende viste sig at være vores privatchauffør i Moskva, ventede os - en middelaldrene herre med fremskudt hage og overskæg, stereotypen på en skurk fra en Hollywood film. Alligevel viste han sig at være meget flink. På køreturen til vores hotel præsenterede han os for sine favorittracks fra en ”DJ Pi Pi”. Mellem de forskellige technoremix indviede han os på trods af sine manglende engelskkundskaber i navnene på de kunstnere, hvis sange ”DJ Pi Pi” havde remixet. ”Michael Jackson, Michael Jackson”, hvortil Mike pligtskyldigt svarede: ”Yes yes, Michael Jackson is very nice!”.

Da vi hjemmefra bookede vores hotel, lavede vi sjov med en YouTube video, som ejerne af hotellet havde lagt op, der viste ruten fra den nærliggende metrostation til hotellet. Men da vi nåede der hen, forstod vi, hvorfor en sådan video var berettiget. Det tog vores chauffør flere hovedryst, cigaretter og opkald at finde den skjulte indgang til hotellet, på trods af at han fandt den rigtige baggråd i første forsøg. Dette skyldes, at hotellet lå i en nedslidt lejelighedsopgang, og kun var skiltet med et almindeligt visitkort, som hang ved siden af døren ikke ud til gaden, så man kunne se det, men ud til trappeopgangen. Hotellet viste sig at være besværret værd, da det med sit orange trænede tapet var hyggeligt, og lå et stenkast fra den røde plads.

Næste dag tog vi på en 3 timer lang sightseeing med vores privatchauffør og en ældre moskovit, der var vores guide. Han fortalte ivrigt om metropolens historie, hvis indbyggertal i dag runder ca. 15 millioner. På den røde plads foran Lenin-Mausoleet  præsenterede han Lenin, som forkæmper for ligestilling mellem kønnene og skolegang for alle. Hvad han ikke nævnte var, at manden ligeledes lagde byggestenene til et kommunistisk diktatur, der kostede millioner af mennesker friheden og livet. Guiden tegnede videre på dette glansbillede af Rusland under hele turen.

Da vi besøgte det glamourøse indkøbscenter GUM en kapitalistisk højborg med luksuriøse butikker som Louis Vuitton, Hugo Boss mfl., der beliggende overfor Lenin ville få ham til at vende sig i gaven, undlod han den sovjetiske periode i sin beretning om centerets mere end 100 årige historie, indtil Mike spurgte til dette. Som svar herpå forklarede han, at der i denne periode havde fundet en Moskva-centrering sted, hvilket bevirkede at man i Moskva kunne få alting og derfor havde hylderne i GUM bugnet med varer. I modsætning til de bugnede hylder skriver vores rejsebog, at GUM havde været næsten varetomt, og at moskovitterne som indbyggerne i det øvrige sovjet havde kunne risikere at stå i kø i flere timer for at få de mest basale varer. Dette var realiteten i den planøkonomi, som vores guide omtalte, som en ”great developed socialist economy”.

Derudover var der ifølge ham ingen tvivl om, at Moskvas nye businessområde, Moscow City, der med sine moderne glastårne skiller sig ud fra det øvrige af Moskva, vil vedblive at være en økonomisk succes, hvor millioner af dollars fortsat vil rulle igennem. Da Mike med sin danske sarkasme slog tvivl om dette ved at tilføje et  ”hopefully”, blev bemærkningen kun besvaret med et falskt grin – at stille spørgsmål til Ruslands propagandamaskine, selv når denne kun udspilles af en guide, er stadig en by i Rusland!

På den røde plads besøgte vi bl.a. kommunisternes største ”helligdom”, Lenin-Mausoleet, der bag ved en bevogtet indhegning rejser sig som en pyramide i rødt og sort marmor. I denne ligger Lenin balsameret og foreviget ved hjælp af et videnskabeligt dr. Frankenstein laboratorium gemt under mausoleet. Laboratoriet har udviklet så stor ekspertise, at dette er blevet en eksportvare til andre lande, der har ønsket at forevige store ledere, Kina e.x. Før vi kunne træde ind i gravkammeret, skulle vi aflevere vores rygsæk til en dame, der ikke havde fået det rigtige ben ud af sengen, og igennem et sikkerhedstjek. Vi passerede gennem en jerndør ind til mausoleets mørke, hvor der herskede en tyngende stilhed. Her førte en trappe cirklende om mausoleets midte ned under jorden. I hvert hjørne stod en soldat med et tomt jernblik vagt, klar til at gribe ind ved den mindste misgerning begået af de besøgende - vi var trådt ind i en verden af mørke og tavshed som i et spøgelseshus. I dets midte lå han så, Lenin, som en voksdukke lyst op af projektørernes kunstige lys.

Besøget på Mausoleet var en bizar oplevelse. På en gang var det som at træde tilbage i tiden til en konge- eller helgen grav, men en konge eller helgen man ikke har lyst til at ære eller for den sags skyld mindes ved at stoppe op omkring graven. Samtidig var det som at træde frem i tiden til en science fiktion verden, hvor den døde ligger som i koma og kan vækkes med et tryk på en knap. Men Lenin Mausoleet er hverken en afsluttet fortid eller en ukendt science fiktion fremtid men en realitet i det 21. århundredes nutid.

At Rusland ikke har gjort op med sin kommunistiske fortid, satte et præg på vores besøg i Moskva. En guide der tegner et glansbillede af Sovjetunionen, Lenin liggende balsameret på den røde plads samt statuer og mosaikker af ham på metrostationerne. Derudover så vi flere bygningsværker, der stadig bærer hammer og segl-symbolet. På den røde plads overværede vi de sidste trækninger af en pro-russisk Krim demonstration, hvor flere af deltagerne havde medbragt det sovjetiske flag og militæruniformer. Sovjettiden og dens symboler synes således at blive dyrket som et minde om Rusland i sin magt og vælde. Dette ville kunne siges at svare til et Tyskland, der glorificerede sin nationalsocialistiske fortid, havde Hitler mumificeret og udstillet, udsmykkede Berlins U-Bahn med statuer og mosaikker af ham og lod offentlige bygninger dekorere med svastikaer - måske et Tyskland, der var gået sejrrigt ud af 2. Verdens krig, og derfor ikke af omverden var blevet tvunget til at se sine ugerninger i øjne? En provokerende sammenligning men en relevant diskussion.

For god ordens skyld skal det nævnes, at selvom dette blogindlæg hovedsageligt fokuserer på den historisk-politiske side af vores oplevelser i Moskva, var byen meget mere end det. På vores færden så vi et moderne Moskva med massere af gode spisesteder, museer og andre kulturelle foretagender – I Moskva er der fest!