Ved ankomsten til Beijing var vores lange rejse med den transsibiriske jernbane omme. Det var næsten ikke til at tro, at vi havde tilbagelagt omtrent 9.000 kilometer i tog fra Ruslands snedækkede skove over bjerge og gennem steppe og ørken til rismarker og kinesiske landsbyer, der løb sammen til millionbyer.
Netop på perronen til en sådan
stod vi nu og ventede, tilsyneladende forgæves, på en guide med vores navneskilte,
en luksus som vi havde vænnet os til på turens andre stop. Det viste sig efter
adskillige telefonopkald, at vores guide trods alt ikke havde glemt os men
ventede uden for banegården. En frisk, om end lidt flagrende kinesisk kvinde,
der præsenterede sig med sit engelske navn, Pipi. Misforståelsen ved ankomsten
havde skruet op for en varm velkomst indeholdende en ordentlig knuser til
Nadia, og ros af Mikes kinesiske sprogkundskaber, da Pipi, efter hans udtale af
”Beijing”, imponeret spurgte, om han kunne tale kinesisk.
Da vi var kommet på plads på hotellet, besluttede vi os for
at tage en eftermiddagstur til det, der på kortet lignede en nærliggende park. Men
efter en gåtur på en times tid måtte vi erfare, at hvad, der ser ud til at
ligge lige rundt om hjørnet, kan være en halvdagsudflugt i Beijing. Ud over de
lange afstande var byen indrettet som en stort labyrint bestående af indhegnede
fortove og seværdigheder omklamret af
tykke mure – en udvidelse af den store mur.
For at undgå denne forhindringsbane var det en bekvem
løsning at bruge byens omfattende metrosystem. Men selv når vi fandt den
station, der på kortet lå ved siden af den seværdighed eller det søområde, som
vi eftersøgte, kunne det tage umådelig lang tid at finde et hul i muren, der
tillod os at entrere området. Oftest måtte vi kaste håndklædet i ringen og tage
en taxa. Men når det lykkedes at finde porten ind til paradiset var der fest og
glade dage. Midt i byens hektiske liv havde Beijing utallige søområder med
hyggelige caféer, små både, kulørte lamper og tivolistemning.
Nogen af parkerne blev også brugt
til dans og musik. Midt på dagen, uden nogen speciel anledning, bare for at
nyde livet, optrådte både unge og gamle kinesere med alverdens forskellige
danse - en verden til forskel fra den danske brug af parker, der oftest
udmønter sig i tæppesidning og øldrikning.
Vi var så heldige at se Beijings top-seværdigheder, den himmelske fredsplads og den forbudte by, med en blå himmel i baggrunden. Noget som ifølge Pipi var et sjældent syn i den kinesiske hovedstad grundet en abnorm luftforurening. På almindelige dage forsvandt højhusenes tage i en tåge af drivhusgasser, hvilket vi senere erfarede, var tilfældet i storset alle de kinesiske byer, vi besøgte.
Desværre
var vi ikke alene om at have fornøjelsen af at nyde kejserens og kommunismens Beijing
i solskin. Hele området var fyldt med kinesiske turister, der flokkedes omkring
de gode fotospots. Særlig interesse havde dørene, hvor det var muligt at kigge
ind i kejserens gemakker. Her oplevede vi for første gange kinesisk køkultur
eller mangel på samme. De tre gyldne regler for en sådan må være: 1) Der er
altid plads til en kineser til. 2) Skub eller bliv mast. 3) Giv aldrig op, men skub
lidt mere. På trods af menneskemylderet informerede Pipi os om, at der var få
turister sammenlignet med August, hvor de fleste kinesere har ferie. På
baggrund af denne oplevelse frarådes det herfra at tage til Beijing i August!
Selvom Kina officielt har et kommunistisk styre, erfarede vi,
at kapitalismen og dens forbrugerfest i høj grad har gjort sit indhug i
turistbranchen. På vores guidede tur i Beijing besøgte vi en ”silkefabrik”. Her
blev vi mødt af en guide der i løbet af
10 minutter demonstrerede processen for silkens udvidelse, fra larve til
dyne. Til vores skuffelse viste det sig, at der ikke var tale om en rigtigt frabrik
men en opstillet kullise, der dækkede over et kæmpe shopping område for
silkeprodukter. Idet vi trådte bag kulissen og ind i shopping området, blev
vores engagerede guide med ét transformeret til en aggressiv sælger, der kunne de
danske dynemål på fingrene.
Det krævede
en del øvelse at opbygge et værn mod disse turistfælder. Men, da vi nåede fra
silkefabrikken over tehuse til keramikfremstilling, havde vi efterhånden konstrueret
Den Kinesiske Mur af ”det har jeg ikke brug for” og ”pænt nej tak”.
Netop på Den Kinesiske Mur blev vores guidede tur med Pipi
afsluttet. Denne snor sig som en slange op ad Beijings nærliggende bjerge og videre
i det uendelige, for til stadighed at holde mongolerne og Kiblai Khan fra at indtage
Kina. Som Pipi meget objektivt udtalte: ”It’s because they are very evil”.
