torsdag den 12. juni 2014

Beijing på godt og ondt



Ved ankomsten til Beijing var vores lange rejse med den transsibiriske jernbane omme. Det var næsten ikke til at tro, at vi havde tilbagelagt omtrent 9.000 kilometer i tog fra Ruslands snedækkede skove over bjerge og gennem steppe og ørken til rismarker og kinesiske landsbyer, der løb sammen til millionbyer.
Netop på perronen til en sådan stod vi nu og ventede, tilsyneladende forgæves, på en guide med vores navneskilte, en luksus som vi havde vænnet os til på turens andre stop. Det viste sig efter adskillige telefonopkald, at vores guide trods alt ikke havde glemt os men ventede uden for banegården. En frisk, om end lidt flagrende kinesisk kvinde, der præsenterede sig med sit engelske navn, Pipi. Misforståelsen ved ankomsten havde skruet op for en varm velkomst indeholdende en ordentlig knuser til Nadia, og ros af Mikes kinesiske sprogkundskaber, da Pipi, efter hans udtale af ”Beijing”, imponeret spurgte, om han kunne tale kinesisk.   

Da vi var kommet på plads på hotellet, besluttede vi os for at tage en eftermiddagstur til det, der på kortet lignede en nærliggende park. Men efter en gåtur på en times tid måtte vi erfare, at hvad, der ser ud til at ligge lige rundt om hjørnet, kan være en halvdagsudflugt i Beijing. Ud over de lange afstande var byen indrettet som en stort labyrint bestående af indhegnede fortove og  seværdigheder omklamret af tykke mure – en udvidelse af den store mur.
For at undgå denne forhindringsbane var det en bekvem løsning at bruge byens omfattende metrosystem. Men selv når vi fandt den station, der på kortet lå ved siden af den seværdighed eller det søområde, som vi eftersøgte, kunne det tage umådelig lang tid at finde et hul i muren, der tillod os at entrere området. Oftest måtte vi kaste håndklædet i ringen og tage en taxa. Men når det lykkedes at finde porten ind til paradiset var der fest og glade dage. Midt i byens hektiske liv havde Beijing utallige søområder med hyggelige caféer, små både, kulørte lamper og tivolistemning.
Nogen af parkerne blev også brugt til dans og musik. Midt på dagen, uden nogen speciel anledning, bare for at nyde livet, optrådte både unge og gamle kinesere med alverdens forskellige danse - en verden til forskel fra den danske brug af parker, der oftest udmønter sig i tæppesidning og øldrikning.
















Vi var så heldige at se Beijings top-seværdigheder, den himmelske fredsplads og den forbudte by, med en blå himmel i baggrunden. Noget som ifølge Pipi var et sjældent syn i den kinesiske hovedstad grundet en abnorm luftforurening. På  almindelige dage forsvandt højhusenes tage i en tåge af drivhusgasser, hvilket vi senere erfarede, var tilfældet i storset alle de kinesiske byer, vi besøgte.
            Desværre var vi ikke alene om at have fornøjelsen af at nyde kejserens og kommunismens Beijing i solskin. Hele området var fyldt med kinesiske turister, der flokkedes omkring de gode fotospots. Særlig interesse havde dørene, hvor det var muligt at kigge ind i kejserens gemakker. Her oplevede vi for første gange kinesisk køkultur eller mangel på samme. De tre gyldne regler for en sådan må være: 1) Der er altid plads til en kineser til. 2) Skub eller bliv mast. 3) Giv aldrig op, men skub lidt mere. På trods af menneskemylderet informerede Pipi os om, at der var få turister sammenlignet med August, hvor de fleste kinesere har ferie. På baggrund af denne oplevelse frarådes det herfra at tage til Beijing i August!



Selvom Kina officielt har et kommunistisk styre, erfarede vi, at kapitalismen og dens forbrugerfest i høj grad har gjort sit indhug i turistbranchen. På vores guidede tur i Beijing besøgte vi en ”silkefabrik”. Her blev vi mødt af en guide der i løbet af  10 minutter demonstrerede processen for silkens udvidelse, fra larve til dyne. Til vores skuffelse viste det sig, at der ikke var tale om en rigtigt frabrik men en opstillet kullise, der dækkede over et kæmpe shopping område for silkeprodukter. Idet vi trådte bag kulissen og ind i shopping området, blev vores engagerede guide med ét transformeret til en aggressiv sælger, der kunne de danske dynemål på fingrene.  
            Det krævede en del øvelse at opbygge et værn mod disse turistfælder. Men, da vi nåede fra silkefabrikken over tehuse til keramikfremstilling, havde vi efterhånden konstrueret Den Kinesiske Mur af ”det har jeg ikke brug for” og ”pænt nej tak”.







Netop på Den Kinesiske Mur blev vores guidede tur med Pipi afsluttet. Denne snor sig som en slange op ad Beijings nærliggende bjerge og videre i det uendelige, for til stadighed at holde mongolerne og Kiblai Khan fra at indtage Kina. Som Pipi meget objektivt udtalte: ”It’s because they are very evil”.







REKLAME: CocktailVision.dk - Billigt cocktailudstyr i god kvalitet