Ved første øjekast skilte Mongoliets
hovedstad Ulan Bator sig ikke særligt ud fra de russiske byer, som vi havde
besøgt på den transsibiriske jernbane. Sovjettidens grå betonbyggerier og
offentlige palæer præger også denne by. Men, da vi kom ind på livet af byen,
blev det tydeligt, at den udover arven fra Sovjetunionen har sin egen kulturelle
identitet. Side om side med de sovjetiske bygningsværker står buddhistiske
templer, de traditionelle mongolske ger-telte, og mindet om Kiblai Khan og den
gyldne horde, der erobrede det meste af Asien og Mellemøsten, lever i den
mongolske folkesjæl.
Vores guide, en meget
snaksalig og udadvendt mongol, fremviste med stor stolthed nogen af Mongoliets
kendetegn. En af hovedattraktionerne var landets største buddhistiske tempel, Gandan.
Her står den største guldbelagte Buddha uden for Kina. Denne blev genopbygget
efter Mongoliets løsrivelse fra Sovjetunionen med donationer fra
lokalbefolkningen heriblandt vores guides familie. Han fortalte også, at hans
familie ligesom mange andre troende i Mongoliet havde skjult hellige genstande
fra de buddhistiske templer for at redde dem fra sovjets restriktive religionspolitik.
Som i alle andre sovjetrepublikker var udøvelsen af religion stærkt begrænset,
og, hvis en person blev opdaget i at være religiøst tilknyttet, kunne det få
store konsekvenser for dennes sociale liv.
I dag forholder det sig
anderledes. Allerede på pladsen foran Gandan emmede det af liv. Orangeklædte
munke i skole alderen krydsede frem og tilbage, besøgende i alle aldre gik ind
og ud af templet, imens andre drejede hjulet på de store bedemøller, som med ét
10-dobler ens bønner. Nogen fodrede de tusindvis af duer, der dækkede pladsen
som et bølgende hav, der kom i oprør hver gang nogen løb igennem det. Inde i
templet sad unge munke og messede de hellige tekster kun afbrudt af et klap
eller to i ny og næ for at skræmme de onde ånder væk. En tempel-leder tronede
på sidelinjen og holdt øje, klar til at gribe ind, hvis munkene skulle finde på
at fjerne opmærksomheden fra teksterne for i stedet at vende den mod deres
mobiltelefoner.
Selvom vi sidenhen på vores
rejse har set flottere templer, havde Gandan-templet sin egen charme. I
modsætning til mange andre templer i Asien er det ikke blot en turistattraktion
men et tempel, hvor Buddhismen lever i bedste velgående.
På
en tur ud til et naturreservat uden for Ulan Bator så vi, at buddhismen også var
oplivet her. På en vindblæst bakketop stod der en stor stendynge med en pind i
midten, hvorfra nylon stimler i alle regnbuens farver vejede i vinden. Dette mystiske
stenobjekt havde til formål at huse bjergets ånd, når denne lystede at komme
forbi.
En
anden anderledes oplevelse fik vi i
meditationstemplet Aryabal, som var det første mål for vores udflugt.
Her kunne den besøgende søge vejledning til det rette liv med en buddhistisk
udgave af lykkehjulet. Stien på vej op til templet var behængt med nummererede
vise citater, og i en pavillon halvejs oppe stod et roterende hjul, den
besøgende kunne spinde. Det tal hjulet stoppede på henviste til et råd rettet
personligt til den, der drejede det. Desværre forekom de gode råd os snarere som
gåder, og vi er derfor nok ikke kommet tættere på at opnå Nirvana.
I naturreservatet fik vi
mulighed for at stifte bekendtskab med den ægtet
mongolske levevis blandt andet på et besøg hos en familie, der boede i
området. Her viste en del af den planlagte udflugt sig at være en ridetur på
små mongolske heste over smeltevands bække rundt i den barske natur. Udover denne
bød familien os på en traditionel frokost. Frokosten indholdet en af de mere
særegne kulinariske oplevelser, vi er blevet udsat for på vores rejse. Mongoler
er tilsyneladende glade for at blande mælk fra stort set alle de dyr, de kan
malke, køer, geder, heste og kameler, tørre det, og spise det som små snacks,
der mest af alt ligner tørret koral formet som orme. Selvom vi normalvis ikke
er skræmte af nye smagsoplevelser, var denne for speciel for vores vestlige
ganer. Efter at have puttet snacken i munden, greb vi begge hurtigt ud efter
vores glas, for at skylle den ned i et forsøg på at forkorte eksplosionen af
sure-tær-smagen i vores mund. Alligevel var det svært at holde facaden, og de mongolske
værter brød ud i grin.
Traditionel
bor mongolerne i ger-telte, og også vores guide var vokset op i et sådan. Han
fortalte at, det i hans barndom var normalt at leve en light udgave af et
nomade liv, hvor man flyttede, så man boede et sted om sommeren og et andet om
vinteren. Men sådan bor mongolerne ikke længere, og i dag bruges ger-teltene
kun som små sommerhuse til udflugter, på hvilke de gerne vil udleve den
oprindelige mongolske levevis. Alligevel så vi store samlinger af ger-teltene
på vej ud af Ulan Bator. Disse lignede hyggelige forstæder, men skinnet
bedrager - der er tale om slumkvarterer med store sociale udfordringer. Teltene
er derfor både et symbol på det ægte Mongoliet,
som bliver flittigt benyttet i turistøjemed, men samtidig også et symbol på, de
udfordringer landet har med et stort skel mellem rig og fattig.
Vores udflugt til
naturreservatet blev afsluttet med en overnatning i et sådan telt. Da vi trådte
ind i teltet, var der fyret godt op for kakkelovnen, som var placeret i dets
midte. Dette gjorde, at der på trods af kulden udenfor var en gevaldig varme inden
for, hvilket fik teltet til at minde om en finsk-sauna. Specielt Nadia satte
stor pris på dette, men da de sidste gnister gik ud, forsvandt varmen med dem. Inden
vi gik til ro, havde vi fyldt den lille kakkelovn med brænde, men på trods af
dette måtte Mike op et par gange i løbet af natten for at tænde op igen, fordi
vores mongolske-sauna var blevet til en mongolsk fryser. Tilsyneladende er
rockwool-isolering ikke en del af det traditionelle ger-teltes konstruktion. Så
selvom teltet havde en hyggelig stemning, er vi meget glade for ikke at skulle
bo i et sådan året rundt.
Sikkert er det, at det
Mongoliet, vi mødte, er et land, der med oprejst pande stolt står værn om sin
kulturelle identitet. En identitet der er formet i mødet mellem østen og
Fjernøsten, en hybrid af tørret mælk, hyggelige ger-telte og en stor tro på
både Buddha og Kiblai Khan.
I Mongoliet holder mongolerne fest!
